Egomødre #1 // Rygning

Følgende scenarier med børn ved jeg, kan irritere andre menneskesker i det offentlige rum: Barnevogne i supermarkedet, bussen og mange andre offentlige steder. Skrigende børn i restauranter eller i køen i supermarkedet. Og selvom jeg som mor mener, at jeg selv, min barnevogn og mit skrigende barn har lov til at være, hvor vi vil, har en del af mig alligevel en forståelse for, at os pladskrævende familier kan være generende for andre. Mia og jeg har snakket om, at det er et emne, der kunne være interessant at tage op her på bloggen. For kan vi mødre ind i mellem blive en tand for egoistiske og for krævende i forhold til omverdenen. Forlanger vi for meget hensyn? Tager vi selv for lidt hensyn?

Jeg vil binde denne problematik op på et område, som jeg tror, alle kan forholde sig til, og som de har en mening om, nemlig rygning. For mit eget vedkommende synes jeg i bund og grund, det er et emne, der er en smule hyklerisk at tage op. For jeg bor jo på Toftegårds Plads…! Haha.. Med tæt trafik hele dagen og Valby Station med dieseltoge nærmest i vores baghave. Men jeg tillader mig alligevel selv at være blevet ekstra sart i forhold til rygning, efter jeg har fået børn. Og jeg har en sjov historie i denne forbindelse, som jeg gerne vil dele med jer.

Både Ulrik og jeg kommer fra rygerhjem, og vi er ikke blevet skånet for røg i vores opvækst. Men alle kan jo nok nikke genkendende til, at opfattelsen af rygning og passiv rygning har ændret sig drastisk de senere år. Hjemme hos os må man ikke ryge. Og får vi besøg af en ryger, foregår rygningen nede foran blokken eller ude på vores altan. Ingen undtagelse! Det er noget, vi selv kan styre. Men en ting er, hvad der foregår i hjemmet, noget andet i det offentlige rum, hvor andre regler gælder. Jeg har flere gange de senere år taget mig i at blive rigtig godt irriteret, når jeg på gaden er gået forbi en ryger og har måttet stå i en røgsky. Og endnu mere irriteret, hvis jeg har haft en af mine piger i hånden eller har gået med en barnevogn. Og spørgsmålet er, om jeg egentlig kan tillade mig det? Majse har ikke rigtig tænkt så meget over det med rygning endnu, men Clara har jeg flere gange oplevet tage rigtig meget afstand fra det. Og jeg undrer mig over, om det er mig selv, der har påvirket hende i den retning. For et par år siden da vi gik hånd i hånd over broen ved Valby Station peger hun pludselig meget demonstrativt ned mod jorden, hvor der ligger et ret så frisk cigaretskod, der stadig oser. “Rygersvin!” nærmest råber hun, så alle omkring os kan høre det. Jeg blev så flov, selvom jeg da indvendig også grinte af det. For hvor kom det fra? Det er ikke et ord, jeg har brugt derhjemme. Så måske fra børnehaven? Jeg sagde til hende, at sådan måtte man altså ikke sige ude blandt andre mennesker. Rygere er jo også mennesker, og skal behandles med respekt. Flere gange efterfølgende har jeg også måtte irettesætte hende, hvis vi er gået forbi en rygende person, fordi Clara konsekvent hoster højt, og der er ingen tvivl om, hvad hun mener med det.

I bund og grund er Ulrik og jeg jo fint tilfredse med, at Clara synes, rygning er så væmmeligt. For forhåbentlig har hun det på samme måde, når hun bliver ældre. Men for at vende tilbage til udgangspunktet for dette indlæg, som var, hvorvidt vi børnefamilier kan tillade os at lade os irritere over rygere i det offentlige rum, så er svaret her vel ja 🙂 Jeg vil nok blive ved med at lade mig irritere. Men jeg vil være opmærksom på at lære mine børn ikke at kalde rygere på gaden rygersvin.. 🙂 Og behandle dem med respekt. Haha.. synes egentlig, det her indlæg udviklede sig til at blive ret sjovt…

Helle.

Følg os på Bloglovin, Instagram, Facebook & Pinterest.