Togtur og en sur dame

I mandags havde jeg sådan en rigtig irriterende oplevelse i toget. Med Sigga i barnevognen hentede jeg Clara fra frit ved 16-tiden. Ulrik havde bilen på arbejde, og jeg skulle hente Majse hos mine forældre. Frisk tænkte jeg, at vi da bare tager toget ned og henter hende, hvilket er ret ligetil, eftersom vi ikke bor langt fra flere togstationer. Med vores andre piger havde vi ikke hele tiden bil, så jeg synes egentlig, jeg føler mig ret så stærk i det at tage det offentlige med barnevogn. Vi når op på perronen på Sjælør station, og der står et tog og venter. Clara og jeg springer ind i første togkupé, som er en cykel- og barnevognskupé. Den er stopfyldt med cykler (folk er jo på vej hjem fra arbejde), så vi klemmer os tæt op af dørene, men stadig indenfor den tilladte linje af, hvor du må have cykel eller barnevogn stående. Vi når næste stop, og der kommer mindst fem ekstra cykler ind. Men altså Clara, barnevogn og jeg får klemt os endnu mere sammen ved døren. I mit stille sind er jeg rigtig glad for, at Sigga stadig ligger i sin meget lille Mountain Buggy vogn, for vi fyldte virkelig ikke særlig meget. Næste stop er der en dame med sin cykel, der skal af. Jeg står foran hende ved døren, og hun spørger mig, om jeg også skal af her. Nej, svarer jeg. Og så får jeg ellers smøren: Så står jeg virkelig et dumt sted, og om jeg ikke er klar over, at der også er vogne i toget, der kun er til barnevogne og så videre og så videre. Jeg bliver helt paf, og jeg har flere af kupéens passagerer til publikum. Jeg ender med bare at få svaret kort, at jeg altså ikke har forsøgt at generere hende.

Jeg synes, at denne oplevelse var sådan rigtig øv. Også at Clara skulle se på. Hun stod sådan rigtig og undskyldte for hende bagefter. At damen nok havde travlt, og at vi da skulle have taget en anden vogn. Nej, svarede jeg hende, hun var bare sur. Og det mener jeg stadig. Jeg er nok en af de personer, der aldrig har kunnet fordrage, når folk, som endda slet ikke kender hinanden, skælder ud i det offentlige rum. De gange jeg har oplevet det, står jeg tilbage med sådan en følelse af, at hvad bilder du dig egentlig ind, du kender mig slet ikke. Jeg føler mig i høj grad virkelig dårligt behandlet. Oven i købet stod jeg med den mindste barnevogn, man nærmest kan opdrive.

Ja, men denne her historie er nok et af de typiske eksempler på, at barnevogne kan opleves som belastende i ja toge, men også supermarkeder og mange andre steder. Jeg gør selv ret meget ud af ikke at stå i vejen med min barnevogn, men det er nok uundgåeligt ikke at genere et par stykker på sin vej.

Er der nogle af jer derude, der har haft lignende oplevelser, når I har toget barnevognen eller klapvognen med i det offentlige?

Et ældre billede af Ulrik og vores barnevogn for lige som at minde om størrelsen af den 🙂

Helle.

Følg os på Bloglovin, Instagram, Facebook & Pinterest.